Luftige lækre italienske boller
Jeg bager 90% af familiens brød, og vi spiser primært boller i alle variationer. I går ville jeg så prøve med Ciabatta boller, jeg har ikke kunne lave sådan en sej dej før, fordi jeg lavede dej i min foodprosessor, men nu hvor jeg har “Bobby” min dejlige køkken-hjælper-maskine er det jo pludselig muligt. Jeg har jo længe gerne ville bage ligeså lækre brød som Cavallino vores lokale pizzamand, og jeg kom da lidt derhen af med disse:) Jeg har brugt økologisk fint speltmel som Lidl har fået som standard vare. Dejen er sej og skal laves over to dage, men bollerne er super gode og nærmer sig som sagt pizzamandens :). De er gode både med ost og Nutella. Og min mand synes det er de bedste boller jeg nogensinde har lavet 🙂 Bollerne skal laves med en dejkrog. Jeg lod fordejen stå i røreskålen og hældte så resten i dagen efter. Jeg lod også dejen blive i skålen og hæve, men min skål er ret stor. Anden dag hævede det faktisk helt op til låget, så man skal bruge en ret stor skål.
OPSKRIFT – Spelt Ciabatta Boller
INGREDIENSER
FØRSTE DAG
10 g gær
10 g salt
200 g fint spelt mel (eller alm. hvede)
2 dl koldt vand
ANDEN DAG
550 g fint spelt mel (eller alm hvede)
3 dl koldt vand
10 g salt
FREMGANGSMÅDE
- Første dag røres gær, salt, mel og vand sammen og står i min. 10 timer.
- Anden dag blandes resten af ingredienserne i skålen.
- Dejen røres med dejkrog i 10 -15 min til den er sej og glat.
- Hæld lidt olie ned i skålen og vend dejen rundt i det så den ikke binder til skålen.
- Stil til hævning i en stor skål med vitatwrap eller Siliconelåg i en stor skål 2-3 timer.
- Tænd ovnen på 250°C og sæt en plade in ( pizza steen hvis du har det).
- Hæld dejen ud på et melet bord, træk den forsigtigt langt som et brød.
- Skær stykker på ca 10 cm og del dem på midten til to boller.
- Tag den varme bageplade eller pizzasten ud.
- Strø evt. lidt mel på bagepladen, men da bollerne står på en melet bordplade burde der være nok mel i bunden så de ikke brænder fast på pladen.
- Løft hurtigt og forsigtigt dej stykkerne over på pladen.
- Bag ved 250°C i 10- 15 min, de må gerne blive lidt brune.